fredag den 23. november 2007

Hvem ejer tilmeldingen?

Man må formode, at når løbere tilmelder sig i tilmeldingsprogrammet, forventer de at komme ud at løbe. Hvis de ikke selv melder fra inden tilmeldingsfristens udløb, kan de vel med god ret forvente dels at blive optaget på startlisten, dels at skulle betale normalpris.

Imidlertid risikerer enhver løber at "falde i et hul" mellem tilmeldingen og startlisten:
Hvis klubbens tilmelder af en eller anden grund (og der kan være rigtig mange grunde) ikke får godkendt klubbens tilmeldinger i rette tid, kan der være flere muligheder:
- arrangørklubben kan nægte at kendes ved tilmeldingerne, og løberen kommer ikke til at optræde på startlisten.
- arrangørklubben kan betragte tilmeldingen som eftertilmelding, fordi tilmeldefristen ikke er overholdt. Ekstra startafgift for at komme ud at løbe.
- arrangørklubben kan downloade tilmeldingerne, med risiko for at tilmeldingerne erklæres ugyldige, fordi de ikke var godkendt.

Ingen af eksemplerne udløser en acceptabel situation for den rettidigt tilmeldte løber.

For at undgå denne usikkerhed kan det foreslås, at arrangørklubben gives reglementsmæssig rettighed til at overtage tilmeldingerne, når tilmeldefristen udløber, uanset om tilmeldingerne er godkendt eller ej.

Gert Pedersen
Sekretær,
Kredsudvalg Syd

4 kommentarer:

Kell Sønnichsen sagde ...

Jeg er enig med Gert - og jeg har da også som løbsarrangør praktiseret dette uden problemer.

Idet der kræves login for at tilmelde sig - og man kun kan tilmelde sig selv (eller sin familie), så er sikkerheden god nok til at man må hæfte for sine tilmeldinger uden at det skal forbi en klubtilmelders godkendelse.

Hvis godkendelsesproceduren er til stede i o-service for at kunne forhindre en løber i at tilmelde sig pga. restance til klubben el.lign. så må dette problem løses af anden vej, f.eks. ved at klubtilmelderen fjerner løberen fra o-service. Det er ikke rimeligt, at mange tilmeldinger falder i et arrangementsmæssigt vakuum ved manglende godkendelse pga. de forholdsvis få - tror/håber jeg - tilfælde af løbere, der ikke kan godkendes.
Ideen med en godkendelsesprocedure var måske god nok i starten, men bekymringen for behovet var måske lidt overdrevet.

Anonym sagde ...

Til Gert og Kell
I snakker som om det er et kæmpe problem, er der nogen af jer der oplevet problemet?
Jeg synes det er en farlig vej at begive sig ind på, at fratage klubben sin ret til at godkende (eller ikke) sine løbere til løbsarrangementer.
Dette her kunne være første skridt på vej til nyde/ikke yde udøvere og afskaffelse af klubtilhørsforholdet.

Anonym sagde ...

Til Kurt A.
Ja, jeg ved faktisk lidt om det: I Sydkredsen lavede vi på foranledning af henvendelser en undersøgelse af tilmelderes og tilmeldingsmodtageres forhold. I undersøgelsen nævner 5 ud af 8, at proceduren omkring godkendelse ikke er tryg for arrangørklubben.
Jeg er ikke enig med dig i din perspektivering: Hvis der eventuelt er en løber, der ikke kan godkendes af sin egen klub, er der rig lejlighed til at slette løberens tilmelding inden en automatisk godkendelse.
Jeg ser heller ikke koblingen fra en eventuel automatisk godkendelse til at løbere skulle kunne tilmelde sig uden om klubberne.
Endelig: Du har ret, problemet er ikke stort, det gælder blot om at undgå, at det pludselig bliver stort.

Kell Sønnichsen sagde ...

Det er ikke noget kæmpeproblem. Men uden at have noget statistik at hænge det op på (ud over min lille erfaring som tilmeldingsmodtager), så sker det faktisk: En klubtilmelder får ikke godkendt sin klubs tilmeldinger før udløb af tilmeldingsfristen. Hvad skal man som arrangør så gøre? I de tilfælde har jeg taget tilmeldingerne med alligevel. Men det er et problem den dag, hvor f.eks. OK Pan ikke får godkendt sine tilmeldinger før DM Lang. Skal arrangørklubben så opkræve 5 gange (eller hvad det nu er) startafgift for samtlige løbere fra klubben? Det er den i sin gode ret til, men det vil nok give en del brok!
Derfor er det simplere at fjerne godkendelsestrinnet for klubtilmelderen. Hvis der er løbere, der ikke må tilmelde sig, så løses det mere enkelt ved at fjerne dem fra o-service (eller muligheden for at tilmelde sig)!

I forvejen kræver adgang til o-service jo medlemsskab af en klub, så jeg ser det ikke som nogen vej væk fra klubtilhørsforholdet.